Nemlog-in

Paralleldrift i overgangsperioden

NemID og MitID kører i paralleldrift i hele overgangsperioden. Jeres NemID medarbejdersignaturer spærres ikke, når I er overgået til den nye erhvervsløsning, MitID Erhverv. I risikerer altså ikke at blive lukket ude fra vigtige tjenester.

Erhvervsbrugere kan under paralleldriften logge på offentlige tjenester, som anvender Nemlog-in, både med deres eksisterende NemID medarbejdersignatur og deres brugerprofil fra MitID Erhverv.

Brugerprofiler i MitID Erhverv og NemID medarbejdersignaturer er uafhængige og eksisterer parallelt.

Dobbelt administration af brugere for organisationer

Det kan midlertidigt være nødvendigt for jer at administrere både NemID medarbejdersignaturer og brugerprofiler i MitID Erhverv i en overgangsperiode. Det skyldes, at der kan være tjenester og selvbetjeningsløsninger hos private tjenesteudbydere, der endnu ikke kan modtage log-in med MitID. De vil derfor kræve brug af NemID medarbejdersignatur.

Når de tjenester, som I benytter, er tilsluttet en brokerløsning, har jeres brugere ikke længere brug for NemID medarbejdersignatur. Den dobbelte administration vil derefter ikke længere være nødvendig.

Hvornår skal I overgå til MitID Erhverv?

Vi anbefaler, at I undersøger, om de tjenester, I benytter, er klar til at modtage log-in med MitID. Derefter kan I overveje fordele og ulemper ved:

  • at vente med at overgå til MitID Erhverv.
  • at overgå til MitID Erhverv og lave dobbelt administration af jeres brugere.